Stinne Rasmussen Brokholm er i løbet af sine 25 leveår blevet puttet i kasser, hun ikke har kunnet finde fred i. I dag har Stinne en autismediagnose, og ses der bort fra komplicertheder i hverdagen, oplever hun nu en ro. Ifølge eksperter er det mangel på faglige kompetencer samt tid, der er synderen bag fejldiagnosticeringer i sin helhed. 

Af Emma Johanne Holmen Christensen

Forudsigelighed, forberedelse og forventning – en treenighed 

Da hoveddøren går op efter blot et enkelt tryk på dørklokken, står Stinne klar til at byde velkommen indenfor. Forinden besøget havde Stinne per besked oplyst om, at det var bedst at ringe på, eftersom det kan være vanskeligt at høre, hvis der bankes. Stinne ville være sikker på, at hun kunne høre det. Allerede på nuværende tidspunkt hersker der ingen tvivl om, at Stinne har styr på tingene – og det viser sig, at der foreligger et behov for denne struktur. Med en kat kælende om benene og et sæt hænder, hvor fingrene straks flettes ind i hinanden, i selv samme sekund grebet slipper dørhåndtaget, bliver det tydeligt, at Stinne ej heller er typen, der fægter løs: Ikke engang hvis noget føles forkert eller uretfærdigt. Ved nærmere bekendtskab bliver det imidlertid klarlagt, at der af og til opstår masser af (slås)kampe. Ganske vist ikke mod dem, der har misforstået hende. Kampene foregår udelukkende inde i Stinnes eget hoved.

I det lille hjem bor Stinne med sin føromtalte følgesvend af en kat, Pjevs, der med sit energiske, legesyge væsen danner en kontrast til det rolige, forsigtige gemyt, som Stinne er. Solen baner vej ind gennem en sprække mellem gardin og vindueskarm, hvortil den kaster sine stråler ned på spisebordet, der står centreret mellem fire identiske stole. Til trods for stolenes umiddelbare ensformige facon og farve, er de ikke i samme forfatning og forfald. Dette skyldes, at Stinne har sin faste plads, uanset om der er gæster på besøg, eksempelvis bostøtten, eller om det blot er hende og den firbenede ven. For nogen kan det formentlig virke som en ligegyldighed, hvor man placerer sig, men for Stinne er det med til at skabe ro. En ro, der er baseret på forudsigelighed og deraf tryghed, som er to essentielle parametre at tage højde for, når hjernen er stykket sammen, som Stinnes er. 

Det er blot to år siden, at Stinne fandt ud af, hvad det hele i bund og grund består i. Lige fra den lille spidsfindighed om, hvor hun finder det tryggest at sidde, til hvorfor hun har følt sig anderledes i omtrent alle de år, hun kan huske. Til hvorfor hun finder det vanskeligt at holde øjenkontakt og kode visse sociale konstellationer, og til hvordan det kan være, at hun gennemtænker alt ned til mindste detalje. Og at hovedet kvitterer med at blive træt og udkørt, hvis der er sket for meget (nyt) på én gang. 

Det er blot to år siden, at Stinne blev puttet i en kasse, hun kunne indrette sig i og indfinde sig med: med en diagnose indenfor autismespektret. 

Fejl på fejl giver … flere fejl

Forinden autismediagnosen havde Stinne fået at vide, hun havde PTSD. Dernæst og sideløbende fik hun at vide, hun var spiseforstyrret, overlappet af en social angst, der til sidst blev til ikke bare en – men hele to – personlighedsforstyrrelser; henholdsvis ængstelig evasiv og borderline. Det var sidstnævnte, som Stinne blev ”behandlet” for i årene op til sin nuværende, rette diagnose, men med den rette strategi mod den forkerte diagnose løber man selvsagt panden mod en mur. 

”Du kan ikke behandle angst, hvis man har autisme, uden at have autisme med. Det er noget helt andet”, udtaler psykolog Lise Westergaard, da hun bliver spurgt ind til konsekvenserne ved at fejldiagnosticere og behandle herefter. Da bliver det også interessant, hvorfor det egentlig er, at der i første omgang opstår denne fejltagelse eller forveksling i hele diagnosesystemet. Spørger man Tønnes Hilden, der er privatpraktiserende psykiater, kan det ”nogle gange tage ti timer om at komme i mål med en ordentlig udredning”, og derfor er det ”oftest på grund af hastværk og uvidenhed.” Lise og Tønnes samstemmer derudover uafhængigt af hinanden i, at det spiller en betydelig rolle, hvordan man som fagperson får stillet sin patient de væsentlige og fornødne spørgsmål i forbindelse med en udredning – og om man ligeledes tager sig tid til at falsificere de mulige diagnoser, førend man kommer med den endegyldige konklusion. Som psykiater sammenligner Tønnes selve den psykiatriske udredning med et fysisk forsøg, idet han indvender, at man som patient givetvis ville klage over sjusk og en ”springe over hvor gærdet er lavest”-mentalitet, hvis man i en undersøgelse af hjertet kun får tjekket de to største hjertekamre og ikke de to små. 

Fra fordom til facade og omvendt

Ikke des mindre er der flere ting, der i samtalen med både psykolog og psykiater peger i retning af, at det kan være særligt krævende at diagnosticere indenfor autismespektret. Begge parter beretter om den såkaldte ’maskering’, der handler om det faktum, at flere med en autismediagnose – opdaget såvel som endnu skjult – dækker over deres autismespektrumlidelse enten ubevidst eller med fuldt overlæg. Her vil sidste tilfælde ifølge psykolog Lise Westergaard være med målet om at tilpasse sig det gængse sociale kodeks, en tilpasning til det neurotypiske, hvor ”man tilpasser sig de omgivelser, man nu engang er i, så der ikke er nogen, der kan se, hvordan man har det, hvem man egentlig er. Og udfordringen er jo så, det er sindssygt hårdt arbejde altså.”

At det er hårdt arbejde at passe ind stemmer følgelig overens med de kampe, som Stinne oplever indeni. Hun bakser utvivlsomt med de komplikationer, som autismelidelsen har sine rødder i og som må anses for værende levevilkår på godt og ondt, men oveni bakser hun også med fordomme om selve diagnosen – både andres og egne, positive og negative. I 2021 blev Stinne bevilget førtidspension, hvor hun inden da havde været 12-talselev på pædagoguddannelsen, og når hun i dag fortæller folk, at hun har en autismediagnose og er kraftigt mærket af den, føler hun ofte, at denne bliver negligeret:

”Det bliver sådan set lidt gjort værre af, når folk har den der, at jeg må have det meget mildt eller sådan, eller jeg ligner ikke en, der har det. Fordi at indeni mærker jeg det virkelig meget, og det har virkelig stor betydning i min hverdag (…) Når jeg tænker på, hvad jeg har været igennem i mit ungdomsliv og sådan noget, egentlig også da jeg var barn, så er der ikke noget, der føltes mildt over det. Det gør ondt hver gang.”

Forløsningens time 

Det var dog en anden følelse, en decideret lettelse, der ramte Stinne, da hun efter flere år med fejldiagnoser- og behandlinger i første omgang fandt ud af, at alle kvalerne skyldtes autismen; en livslang, gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Med denne viden kunne Stinne bedre forstå og årsagsforklare ting, der var hændt i fortiden samt håndtere ting, der foregår i nutiden – og hun er deraf også bedre rustet til, hvad fremtiden end må bringe. ”Jeg er jo det samme menneske, som jeg var for tre år siden”, siger Stinne med en vis tvetydighed i stemmen, alt imens fokus bliver forflyttet til Pjevs, der er kravlet op på spisebordet. Hun fortsætter: 

Gode råd er ofte dyre, men står det til psykiater Tønnes Hilden, kan meget hjælp også findes i selvhjælp, hvis man slutteligt ender ud i en autismespektrumlidelse. Om selve diagnosen fortæller Tønnes, at den hverken kan behandles med psykoterapi, som fejlagtigt kan blive metoden, hvis man ikke ved bedre, men den kan heller ikke behandles med medicin. Tønnes taler derfor om strategier, ”fordi der kan være en person, som har nogle strategier, som er gode, men godt kan blive endnu bedre.”

Fællesskab og en nyfunden frihed

At vende sin (autisme)diagnose til noget positivt kan efter sigende være svært og trække tænder ud. Der ulmer noget grundlæggende paradoksalt i at blive sygeliggjort for dertil at sænke skuldrene og være fornøjet, men ”der er rigtig mange, der oplever, at det er en lettelse” ifølge Lise Westergaard. Stinne har da også haft samme følelse af lettelse i kroppen, og hun kan tydeligt huske, at hun i forbindelse med udredningen fik at vide, at hun nu ikke længere skulle gøre så meget for at tilpasse sig omverdenen – hun skulle nu arbejde på at få verden omkring sig til at give mening for hende selv: ”Jeg skulle ikke længere gøre så meget for at passe ind, når jeg egentlig ikke sådan rigtig passede ind”, forklarer hun lavmælt.

Et sted, hvor Stinne om end føler, hun passer ind, er i den selvforståelses- og netværksgruppe, hun næsten lige er startet i. ”Det der med at møde andre, der ser verden på samme måde som en selv (…) der er man ikke mærkelig eller anderledes.” Det er sjældent, at Stinnes blik vendes fra det grønne miljø, der kan anes gennem den lille lyssprække ved vinduet, men i samme øjeblik som hun får nævnt gruppen og det, den giver, opstår der øjenkontakt. Rare, milde øjne, der til trods for megen tumult og tanker inde bagved synes at rumme fortrøstning over det nye sammenhold, hun oplever. Ganske vist får Pjevs med sine badutspring og kattespas hurtigt sat en stopper for de få sekunders én til én-kontakt, og da han først vimser fra spisebord til gulv for dernæst at lande i vindueskarmen, får han på finurlig vis indikeret, at hans tætteste allierede, Stinne, formodentlig også er ved at være træt i hovedet. Den slags træthed, der kommer sig af sammensuriet af nye sanseindtryk, overvejelser og den forudgående forberedelse, som alle er faktorer kendetegnene for en autismediagnose.